EIGIL EGERN

 

Et egern bliver stor

 

I udkanten af en storby, lå der en kæmpe skov, denne skov hed Nørreskoven, og inde i denne skov boede der alle mulige dyr. Der var ræve, mus, rådyr, alle mulige slags fugle, og så var der nogle egern, og det er nemlig et af disse egern vi skal høre mere om.

 

I er gammelt træ midt i skoven boede der en egernfamilie, med en far og en mor og tre små egernbørn, den mindst af disse 3 var også det mindste af alle egern børnene i skoven, og de andre drillede ham med hans størrelse. Lille Eigil, lille Eigil, lød det altid fra de andre egernbørn, men Eigil var ligeglad, for han havde fundet ud af, at det altid skete noget sjovt og spændende, hvis man bare havde øjne og ører med sig, og var en lille smule nysgerrig.

 

Når Eigil vågnede om morgen, skyndte han sig altid ud i skoven, for at se hvad der skete.

 

Nogle gange mødte han ræven som var på vej hjem fra jagt, "Har du haft en god jagt hr. ræv?" spurgte Eigil gerne, men ræven brummede bare, og skyndte sig hjem, til sin hule.

 

Hvis Eigil så nogle af de andre dyr, ville han altid vide om de havde det godt, og hvad de lavede. Det begyndte de andre dyr, snart at blive vældig trætte af, så når de så at han var på vej, gemte de sig.

 

En af de ting Eigil elskede mest i skoven var, når der var mennesker på besøg. Han kunne sidde i timevis og kigge på dem. Se hvordan de legede og hvad de spiste. Han blev aldrig træt af det og især ikke af børnene, de var så søde og sjove syntes han.

 

Eigil´s mor advarede ham gang på gang, om at mennesker var farlige, og at han ikke måtte komme for tæt på dem. "Husk nu", sagde hun, "at hvis du skal undgå mennesket så skal du holde dig fra ydrekanterne af skoven".

 

Nu skete der så det, en varm forårsdag, at Eigil havde leget tagfat med et par sommerfugle, og pludselig opdagede han, at han befandt sig i ydrekanten af skoven. Dette sted som hans mor sagde var farligt. Men Eigil var jo et meget nysgerrigt lille egern, så dette her var han da nødt til at se lidt nærmere på. Så han smuttede op i toppen af et træ, og sad og kiggede ned på vejen.

 

Lige med et, så Eigil en stor flok glade menneske komme hen af vejen. De var alle klædt i rødt og hvidt tøj, de sang og var glade. I deres hænder havde de flag, og så drak de noget, som Eigil mente han havde hørt hed øl.

 

Hvor mon alle de glad mennesker skal hen, tænkte Eigil ved sig selv. Det må jeg altså finde ud af. Så han skyndte sig fra trætop til trætop, efter flokken af de glade mennesker.

 

Da alle de glade mennesker stoppede foran en stor bygning, og begyndte at gå ind igennem nogle små huller i murene, hoppede Eigil op i et kæmpe metalstativ, som godt kunne ligne et træ. Her sad han nu og kiggede rundt, og opdagede, at inde i midten af bygningen var der en meget stor græsplæne. Hvad er nu dette her for noget tænkte Eigil. Heldigvis kom hans gode ven skovduen i det samme, og satte sig ved siden af ham.

"Due Per" sagde Eigil, "hvad er dette her, og hvad skal det ske, og hvorfor er alle folk så glade".

 

"Dette er et fodboldstadion, og alle disse glade mennesker er fodboldfans, og om lidt kommer der 2 hold på banen". "De skal spille fodbold, og så skal det ene hold gerne vinde", kom det fra Due Per.

 

"Ok" siger Eigil. "Det lyder sjovt, det vil jeg se".

 

Da kampen startede begyndte alle fansene at synge, og heppe på deres hold. Eigil synes det lød så spændende at han kravlede ned fra masten, og løb ned mellem alle fans i  det røde og hvide tøj.

Han prøvede om han kunne lære nogle af sangene. Da kampen var slut, hørte Eigil, at der skulle spilles kamp, igen næste søndag. Det vil jeg se tænkte Eigil.

 

Da Eigil glad syngende hoppede ind mod skoven, blev han stoppet af en mand, der sagde til ham. "Du er vel nok en sød lille fyr, og som du da kan synge". "Kunne du ikke tænke dig at blive maskot for holdet, og komme og heppe hver søndag på holdet?".

 

"Jo det vil jeg gerne" sagde Eigil, og fra den dag var han holdets maskot, og nu var der ikke længere nogen der kaldte ham lille Eigil mere. Nu kaldte de ham Eigil Egern.